På generalforsamling den 14. september 2022, blev foreningen Veterans Above and Beyond stiftet. Foreningen har til formål at samle danske veteraner og drage nytte af deres militære kvalifikationer i en ny sammenhæng. I Forsvaret lærer danske soldater uvurderlige færdigheder inden for en lang række områder, hvilket foreningen mener bør anvendes og benyttes selv efter endt militærkarriere. De særlige kompetencesæt, som veteranerne er i besiddelse af, kan ikke altid anvendes i det civile samfund, men de bør ikke gå til spilde.
Samtidig er foreningen et sted, hvor veteraner og tidligere udsendte kan samles om en mission og et formål og genskabe det fællesskab, som mange veteraner kan savne efter endt militærtjeneste.
Der var i marts 2022 registreret 39.245 veteraner i Danmark opgjort siden 1991. Det samlede antal veteraner, der har været udsendt i perioden 1948-2020, skønnes at være op mod 60.000. Veterans Above and Beyond ønsker at skabe et rum for danske veteraner, hvor de føler fællesskab og formål, samtidig med de anvender deres militære kompetencer til at hjælpe lokale myndigheder i tredjeverdenslande med at bevare biodiversitet, dyreliv og bekæmpe klimaforandringer.
Stiftet og drevet af veteraner
Foreningen Veterans Above and Beyond er skabt og drevet af veteraner fra det danske Forsvar. Stifterne har derfor førstehåndserfaring med oplevelsen af at komme hjem til det civile samfund og indgå i et nyt liv og måske have oplevelsen af ikke at kunne anvende de spidskompetencer, som de tilegnede sig i Forsvaret. Det er en uudnyttet skattekiste af særlige kompetencer, som ikke altid kan omsættes til nytte i civilsamfundet men som kan bruges i andre sammenhænge.
Missionerne, som VETAB arbejder med, er ikke militære operationer men velgørende formål for lokale myndigheder i udviklingslande rundt omkring i verden. I disse missioner er der særlig vægt på anvendelse af paramotor, der gør det muligt at overvåge svært tilgængelige områder. Paramotorer er derfor fremragende til overvågning af krybskytteri eller truede dyrearters færden i naturreservater i udviklingslande. En paramotor en kombination af en faldskærm og motor og propel, der bæres på ryggen af piloten og styres på samme måde som en faldskærm. Den kan bedst beskrives som en motoriseret version af en paraglider. En paramotor kan nå en højde på 5 kilometer fra jorden og kan operere over lange distancer.
Hvem kan melde sig?
Veterans Above and Beyond har brug for frivillige veteraner med et bredt spektrum af militære kompetencer. Missionerne kræver nemlig både planlægning, analyse af området samt udøvende paramotor-piloter, der kan være til stede lokalt. For at blive en del af VETABs missioner kræver det, at man er fyldt 21 år, og at man har været udsendt under det danske Forsvar på mission i minimum 5 måneder.
Veterans Above and Beyond tilbyder medlemmer at blive certificeret som paramotor pilot, hvilket foregår i Spanien. Når uddannelsen er opnået, sendes frivillige veteraner på mission i forskellige lande. Det kan blandt andet være i Ghana for eksempelvis at observere og kortlægge ulovlige aktiviteter såsom skovrydning og krybskytteri, som kan være svært at finde frem til for lokale myndigheder.
Det kræver ikke, at alle kan tage flere måneder ud af kalenderen og tage på mission i Afrika. Man kan sagtens hjælpe til hjemme fra Danmark ved siden af et fuldtidsjob. Det kræver blot, at man tilsidesætter noget tid, hvor man møder op og tilbyder ens viden og kompetencer. Dette vil samtidig give medlemmerne en fællesskabsfølelse og at arbejde hen imod et fælles mål og mission samt vedligehold af den viden og de færdigheder, som man har tilegnet sig i militæret.
Bliv medlem
Ønsker du at blive medlem og bidrage til Veterans Above and Beyond, er du velkommen til at kontakte os på info@vetab.dk
Veterans Above and Beyond bestyrelse
Lennard G. Hansen (formand)
Daniel Hugo Holm (næstformand)
Kristian Brandi Pedersen (bestyrelsesmedlem)
Jesper Hyldstrup (bestyrelsesmedlem)
Casper Egelund (bestyrelsesmedlem)